Frederiksberg Floorball har på vegne af samarbejdet i Alliancen KBH modtaget 110.000 kr. til at skabe en bæredygtig foreningsudvikling baseret på FNs verdensmål. Støtten kommer fra DIF og DGI's foreningspulje.
Pengene er øremærket til udvikling af børne- og ungdomsfloorball på tværs af Vanløse Floorball, Frederiksberg Floorball Club og Floorball-Fællesskabet København. De mange penge skal sikre at flere børn og unge får adgang til sunde fællesskaber i vores tre foreninger.
Indsatsen er helt i tråd med vores ambition om at arbejde efter FNs verdensmål. Mål nr. 3 handler om sundhed og trivsel. Her ønsker vi at få 10 pct. flere spillere i gang med at spille floorball om året frem til 2028.
Midlerne fra DIF og DGI's foreningspulje skal bl.a. bruges til instruktører, som kan udbrede kendskabet til floorball på bl.a. folkeskoler, klubber og SFOer samt udvikle og uddanne vores eksisterende trænere og instruktører, således vores tilbud til børn og unge, bliver endnu bedre.
Desuden skal vi starte nye hold op og overdrage dem til frivillige kræfter ved bl.a. at involvere forældre og andre ildsjæle.
Er du interesseret i at blive instruktør 10-15 timer om ugen og udvikle floorball på Frederiksberg samt i Vanløse og Brønshøj, hører vi gerne fra dig.
Du behøver ikke have den store viden om floorball. Men du skal have lyst til at udvikle en idrætsgren i fremgang og lære fra dig. I så fald skriv til formand@vanlosefloorball.dk